Lidt tanker om VM

VM, det er jo helt vildt - et mål, en drøm, helt sikkert en hel fantastisk oplevelse og forventningens glæde, men ind i mellem skal der måske ikke så meget til for at ødelægge forventningens glæde. -og her vil jeg godt have lov at sige, at det er mine tanker jeg skriver - der er sikkert mange andre der tænker og oplever det anderledes.

Jeg startede med at ride da jeg ikke var ret gammel, og jeg var 11 år da jeg fik min egen pony men allerede inden han blev min havde vi startet flere spring konkurrencer. Jeg husker min barndom og de første teenageår som at rigtig mange weekender blev brugt på konkurrencebanerne og der var altid en fantastisk stemning og alle bakkede hinanden op.

Da jeg var en 15 - 16 år holdte jeg en lille pause fra hestene, men jeg kunne alligevel ikke undvære det og jeg begyndte at ride igen, en hel ny hest, et helt nyt sted og helt nye mennesker, men igen oplevede jeg sammenholdet, alle var der for hinanden, alle bakkede hinanden op og igen havde vi nogle fantastiske weekender på konkurrencebanerne.

Konkurrencerne er selvfølgelig det mindste af det, da det jo er hverdagen i stalden som var der vi var mest, men nu nævner jeg konkurrencerne fordi det er det jeg tænker på i forbindelse med VM.

Der er mange årsager til at jeg stoppede med at ride da jeg var midt i tyverne, men en af dem var at der var begyndt at gå meget hund i den.

Hvalsø Hundevenner er en fantastisk familiehundeklub og der gik jeg med Bianca, der blev taget godt i mod os og der skulle ikke meget overtalelse til før vi pludselig også løb agility og deltog i flere DGI konkurrencer. Igen var konkurrencerne en helt fantastisk oplevelse.

Mere vil have mere og nye hunde kom til. Jeg elsker hverdagen med hundene, jeg elsker at putte med dem på sofaen, elsker at gå lange ture med dem, elsker at træne dem og jeg elsker at gå til konkurrencer med dem - men måske elsker jeg ikke konkurrencerne lige så meget mere?

Efter lidt tid med agility, LP og sågar hyrdning fandt jeg ud af at jeg brændte for heelwork to music. Jeg husker den første officielle konkurrence, jeg husker de første kurser og ikke mindst så husker jeg stemningen, hyggen og hvor gode folk var til at rose hinanden til konkurrencerne.

Konkurrencer har altid været en del af mit liv og selvfølgelig har jeg altid ønsket gode resultater, men hyggen og stemningen ved konkurrencerne har også altid været en stor del af det - også alle de gange hvor resultaterne ikke har været gode og det er langt fra altid at mine mål til en konkurrence har været gode resultater, det har lige så tit været alt mulig andet som vi kun har kunne træne til konkurrencer, hvor nervøsiteten også indfinder sig.

Efterhånden som vi er rykket op i klasserne, har haft gode resultater og mulighed for at kvalificerer os til landsholdet er det selvfølgelig også blevet vores mål at prøve på det, lige som det er for mange andre.

Heelwork to music er er kun 4 år gammel i Danmark, men der er sket en rivende udvikling siden sporten startede og lige om lidt bliver der holdt det første verdensmesterskab - jeg er selvfølgelig super glad og stolt over at skal være med. - men jeg kan ikke rigtig finde ud af om jeg stadig er lige så glad og stolt over at være en del af den danske HTM verden som jeg var engang.... dengang hvor alle var glade på hinandens vegne og stemningen var i top.

Jeg kan ikke finde ud af om det er ordsproget: der er koldt på toppen, der passer eller om det bare er en kedelig udvikling sporten har taget i Danmark.

Når jeg kigger på England og oplever stemningen der, er det bare så meget anderledes. De stævner hvor der er crufts kvalifikation som er de vigtigste for dem, er der den stemning og glæde som vi havde i Danmark for 4 år siden. Når crufts nærmer sig bakker de andre Htm udøvere op omkring det.

Jeg siger ikke at det skal være sådan i Danmark, men jeg ville da ønske at det mindste man kunne gøre var at sige tillykke med kvalifikationen eller god tur.

Tavsheden er godt nok ubehagelig og man får lidt følelsen af at VM er et fy-ord. Hvilket giver skår i forventningens glæde.

Jeg kender mig selv så godt og jeg har flere gange i hesteverdenen, været den der ikke kvalificerede sig men "sendte de andre afsted" til internationale stævner, glædede mig på deres vegne, hjalp dem det jeg kunne og støttede op omkring dem - Jeg kender mig selv så godt og jeg ved at jeg stadig vil have det på samme måde selv om det ikke lige var mig der stod og skulle afsted. Selvfølgelig ville jeg da blive ærgelig og det ikke lykkedes for mig, men jeg vil stadig kunne glæde mig på andres vegne!

Heldigvis har jeg en fantastisk Anders, en fantastisk familie og ikke mindst nogle fantastiske veninder, som jeg godt tør vise hvor glad jeg er og hvor stolt jeg er af begge mine hunde og deres præstationer :-)